“Det virkede for mig!“

Hvis jeg fik behandling og fik det bedre, så må behandlingen jo virke – det siger da sig selv! 

Den ovenstående konklusion af sammenfaldet mellem behandling (A) og bedring (B) gemmer på en vigtig pointe, som jeg meget snart vender tilbage til.

Hjernen forsøger konstant at skabe mening og bruger mønstergenkendelse og sammenhænge til at forme denne mening. Det er bare ikke altid at den mening der skabes er sand.  

Både klienter og behandlere oplever, at behandling kan være ekstremt effektivt. Det kan endda virke totalt indlysende at det må være selve behandlingen der har gjort forskellen – hvad skulle det dog ellers være

Alle typer interventioner/behandlinger kan virke til at gøre en kolossal forskel, ja nærmest være mirakuløs. Det ærgerlige ved den erfaring er, at den faktisk ikke gør os klogere på, hvad der har virket, og om det vil virke for andre. 

I mange år udførte læger en hjerteoperation, hvor man åbnede brystkassen op og syede hjertevægsarterier sammen, så selve hjertet fik mere blod. Mange patienter oplevede at få det bedre. En klog læge valgte dog at undersøge effekten af operationen. Én gruppe fik operationen. Den anden gruppe blev skåret op, men fik ikke udført selve proceduren. Det viste sig, at der ingen forskel var imellem grupperne ift. bedring af symptomer. Lægerne stoppede med at udføre denne type af operation.

I moderne tid og helt frem til få år tilbage var meniskoperationer en meget hyppigt udført behandling, da man mente at oprensning af knæet var en effektiv behandling af knæ-smerter. Denne praksis er lavet gevaldigt om og især efter flere studier og blandt andet et dansk studie har vist at efter 12 måneder er operation ikke bedre end genoptræning.

Her er det vigtigt at forstå at det dermed ikke med sikkerhed er operationen der har givet nogen effekt overhovedet, men at den tilhørende hvile efter operation, genoptræning og tid, ligeså godt kan være forklaringen på bedringen.

Når en behandling har virket, er der desværre ofte flere spørgsmål end svar.
Hvordan ville situationen havet været uden behandlingen?
Hvordan ville situationen havet været med en anden behandling?
Hvilken del af behandlingen?

Den logiske fejlslutning med et eksempel:

“Jeg fik laserterapi, efterfølgende forsvandt mine smerter, derfor giver laserterapi færre smerter.”

Dette lyder jo logisk, men sammenhængen forklarer kun, at de to ting skete på samme tid, ikke at det ene var årsag til det andet. Laserterapi skete altså samtidigt med, at smerterne forsvandt, men årsagen til at smerten forsvandt, skete samtidigt med mange andre faktorer, som vi i klinikken ikke kan tage højde for.

Denne form for logisk fejlslutning kaldes: “post hoc ergo propter hoc” hvilket er latinsk og betyder  “efter dette, derfor på grund af dette”. Et godt eksempel på dette ville være: Efter hanen galer, står solen op – ergo står solen op fordi halen galer. Det er jo åbenlyst forkert. Fordi to ting sker tidsmæssigt tæt på hinanden, så er begivenhederne ikke nødvendigvis forbundet til hinanden.  

Sammenhænge betyder bare, at to ting skete på samme tid. Sammenhænge kan være så tæt forbundet, at vi tror, at der må være en direkte forbindelse. 


Gad vide om årsagen til faldet i antal selvmord fra 2008-2009 er fordi, at der blev solgt færre japanske biler? (se ovenstående figur)

– Antallet af selvmord faldt fra 2008-2009. I samme periode faldt antallet af solgte japanske biler. Den logiske fejlslutning vil her være, at antallet af selvmord falder, når salget af japanske biler falder. Det er nok ikke helt rigtigt, til trods for sammenhængen.

Effekt eller resultat.

Hvad spiller en rolle, når vi tænker, at noget har haft en effekt?

Det første er, at det slet ikke er en effekt, men et resultat.
Resultatet af en behandling kan være færre smerter. Men hvad der har bidraget til færre smerter, vil være påvirket af et utal af faktorer. Effekter af specifikke interventioner kan IKKE måles eller vurderes i et ikke-kontrolleret miljø. 


Når eks. (placer en hvilken, som helst behandlingsmetode) laserterapi har været en del af behandlingen, og en person oplever bedring, så ved vi intet om effektstørrelsen af laserterapi i eksemplet.

Et eks. på en behandling kunne bestå af: et møde mellem mennesker, omsorg, empati, nærvær, berøring, læring, bekræftelse, forståelse og laserterapi. Heraf kunne konklusionen være at:


Laserterapi fjernede mine smerter!

Hvad vi vælger, som værende mest effektfuldt, vil være det, der passer ind i det man kalder confirmation bias; Hvad vi favoriserer, allerede tror, eller bedst forstår, er med til at styre hvad vi tildeler størst betydning. Hvis vi har fået fortalt, at laserterapi er godt ved achillessene-problematikker, så vil vi tildele den del af behandlingen mest værdi.

5 forstyrrelser.

Hvorfor vi fejlbedømmer, hvad der virker, både når behandling gives og modtages.

• Naturlig heling
  
De fleste skader, overbelastninger og sygdomme går naturligt over af sig selv, og bedring kan derfor ofte blive misforstået, som en effekt eller resultat af et behandlingsforløb.
• Regression to the mean 

  De fleste søger behandling, når deres tilstand er værst, og derfor vil der være en naturlig bedring i løbet at kort tid. Tilstanden vil altså falde til et gennemsnit (regression to the mean), hvilket ikke er grundet en bestemt effekt.
• Diagnosen var måske forkert 

  Nogle gange virker behandling exceptionelt godt og formentligt fordi, at diagnosen var forkert, eller der faktisk ikke var noget galt. Hvis du eksempelvis bliver diagnosticeret med en kronisk lidelse, som pludseligt går væk efter, og måske i sammenhæng, dog ikke korreleret med behandling.
• Penge
  
Vi vil ALDRIG – ikke engang overfor os selv – indrømme, at vi har spildt vores penge. Jo flere penge involveret, jo mere forstyrret bliver vores tænkning.
 Både pris for behandling og pris for apparatur, kan være med til forvrænge vores billede af behandlingsresultatet.
• Kortvarig bedring kan blive tolket som helbredelse

  Behandlinger kan have store effekter, men kan være kortvarig. Hvis behandleren ikke får fulgt op på dette, kan behandleren tro, at behandlingen har en effekt, som den aldrig havde.

Og mere til. Der findes mange faktorer og årsager til, hvorfor vi fejlbedømmer, hvad der virker, både når behandling gives og modtages.

Når nogen fortæller os, at noget har virket for dem, og vi derfor bør prøve det, så er det vigtigt at have de kritiske briller på og tænke sig om en ekstra gang.

Det er selvfølgelig behandlerens ansvar at give den bedste behandling til en given problemstilling. Når vi nu ved, at erfaring og viden udelukkende fra behandlingslokalet, også kaldet anekdotisk evidens – eller videnspåstande, der er baseret på enkeltstående tilfælde, ikke er til at stole på, så må vi gøre noget andet.

Videnskab og evidens

Heldigvis findes der videnskab, som kan teste interventioner og måle effekter:


Man tager en stor flok mennesker, som fejler det samme, og placerer dem tilfældigt i to lige store grupper. Efterfølgende udsættes den ene gruppe for behandlingen, vi ønsker at teste, og den anden gruppe for en placebo-behandling. Hvis forskningsmetoden vurderes gyldig og den nye behandling viser sig at være statistisk signifikant bedre end placebo-behandlingen, så kan behandlingseffekten give anledning til flere undersøgelser og bruges i behandlingen af netop den problematik. Det betyder dermed også, at man i videnskaben søger at finde behandlingen, som har en effekt, der er større end placebo-effekten. Når noget virker, er det altså i fravær af placebo-effekten.

Hvad alt det her betyder? Det betyder, at vores hjerne laver logiske fejlslutninger, hvilket betyder, at vi ALLE fejlbedømmer, hvad en behandling eller et forløb har givet. Hjernen vil gerne forsimple, reducere og skabe mening, den vil ikke arbejde hårdt, kompliceret og være i tvivl. Både behandlere og klienter bør omfavne at behandlinger er komplekse og rummer flere variabler, end vi kan registrere. Både succesrige og fejlagtige behandlinger bør opfattes, som en helhed. Vi kan ikke vide, hvad der var godt, eller hvad der var skidt. Derfor bør behandlere bruge videnskabens resultater, som guideline i deres behandling – og ikke anekdotisk evidens. Klienter bør være påpasselige med at videregive påstande om, hvad der har virket og istedet udbrede, at det at få behandling og tale med en professionel, var rigtigt godt ift. at få det bedre.

Synes du andre bør læse dette blogpost? 

Så tryk på knappen og del via facebook

Emnet kaldes anekdotisk evidens og er en form for evidens, men den værste af slagsen, fordi den hviler på personlige eller enkeltstående erfaringer og oplevelser og ikke på kontrolerede forsøg med statisk valid data.

Dette blogpost er dybt inspireret af andre kloge menneskers arbejde.

Du kan læse meget mere og bedre skrevne ord om emnet her:
“Why we need science: “I saw it with my own eyes” Is not enough.” 

“The “it worked for me” Gambit” 

“Popular but weird & dangerous cures”